Home Videokunst Video installation Screenscapes 2003 – Video installation
Screenscapes 2003 – Video installation

Screenscapes 2003 – Video installation

0

Screenscapes 2003 – Video installation af Tina Mariane Krogh Madsen & Mikael Madsen

Video dokumentation

Video/lydinstallation der arbejder ud fra bevidsthedsrummet i grænselandet til den menneskelige form. Det visuelle omdannes til lyd og forener sig selv i en sammenhørende kontekst. Video installationens lydbillede er lavet ud af stillbilleder fra video sekvenserne, disse billeder er blevet konverteret fra bmp format til mp3 filer og igen brugt i videoerne som lydspor.

Anmeldelse

Øjet vendt på vrangen

Screenscapes
Mikael Madsen & Tina Mariane Krogh Madsen

Installation, Aalborg Kunstnerværksteds Udstillingssted, Vesterbro 26, 10/10 2003

Kulturnatten i Aalborg har nok alle dage båret et vist præg af, at byen ikke ligefrem er verdens navle. Selvom man selvfølgelig kan sige, at kultur på alle planer bør have ret denne aften, er gaderne lidt for tit blevet domineret af lidt for hjemmelavede og/eller søgte ting med alt for lidt substans. Kort sagt fylder de kulturelle aktiviteter i byen, der for alvor har niveau, enten for lidt i landskabet – eller også er der simpelthen ikke nok af dem. I år var skræmmeeksemplet den grimme, småramponerede kampvogn, hærens logistik havde stillet op på Gl. Torv uden noget påfaldende formål – bortset fra at den måske kunne ses som en art sigende indlæg i den såkaldte borgerlige kulturkamp?

Så meget sagt er der da også aktiviteter rundt omkring i byen, der retfærdiggør kulturaftenens eksistens – som virkelig gør den tilbagevendende begivenhed til det udstillingsvindue for byens og oplandets talent, den primært bør være. Én af dem var Tina Mariane Krogh Madsens og Mikael Madsens audiovisuelle installation screenscapes, som man stødte ind i, hvis man for en stund bevægede sig lidt uden for begivenhedernes centrum og slog et smut ned forbi Aalborg Kunstnerværksteds Udstillingssted på Vesterbro 26.

Allerede på lang afstand af selve stedet fornemmede man, at der skete noget særligt derinde. Gaden udenfor var nemlig badet i et koldt, blåt lys fra et rør i vinduet – et lys, der på én gang mindede om skæret fra en tv-skærm og den type lamper, man sætter op på offentlige toiletter for at gøre det umuligt for narkomanerne at lokalisere deres blodårer. Disse på én gang medierelaterede og kropslige associationer viste sig da også at indfange værkets essens på fin vis – lysstofrøret var med andre ord en god taster.

Gjorde man sin entré i selve lokalet, blev man taget høfligt imod af kunstnerne selv, der fejrede afsløringen ved at dele rødvin ud. Mens man nød dét kunne man så spekulere over, hvad der mon befandt sig bag det sorte plasticforhæng, som delte udstillingsstedet over i to halvdele – og hvad den minimalistiske elektroniske støjmusik, der strømmede én i møde deromme fra, egentlig illustrerede. Når man så endelig trak forhænget fra, blev man mødt af et scenarie, der – selvom det havde en både hør- og følbar fremtoning – ikke kunne betegnes som andet end poesi.

Det skjulte rum var uhyre spartansk indrettet – tomt bortset fra otte tv-skærme i skiftende størrelser med tilkoblede dvd-afspillere. Samtidig var det buldrende mørkt – kun lyset fra de videoloops, der flimrede rundt for øjnene af én, oplyste svagt lokalet. Disse loops havde forskellige hastigheder og tætheder – nogle var hurtige, slørede og kaotiske, nogle langsomme og ganske klare. Alle præsenterede de diverse – af og til ikke umiddelbart identificérbare – udsnit af Tina M. K. Madsens krop, der bevægede sig foran kameraet. Alt dette blev akkompagneret af et støjloop fra hver enkelt skærm, som – blev man fortalt – var blevet fremstillet ved at tage stillbilleder fra de enkelte videosløjfer og oversætte dem til lyd. Tilsammen dannede disse støjloops en automatisk, skarpt minimalistisk symfoni, der steg og faldt med jævne mellemrum. Noget, der gjorde installationen til en overbevisende totaloplevelse.

I tråd med store dele af Tina M. K. Madsens tidligere produktion, der ofte har set hende sætte kønspolitiske emner under debat og bl.a. tage udgangspunkt i hendes egen krop som det primære kunstneriske råmateriale, var Screenscapes et studie i den kvindelige fysiognomi. Naturligvis igen med et underforstået politisk udsagn – men også lige så meget med et poetisk. Hvor tv-mediet ofte bliver brugt til at forfladige den kvindelige krop – forvandle den til en kulørt salgsvare – blev det denne gang anvendt til at fremstille den som noget nærmest transcendent. Som en levende, åndende ting, der driver ind og ud af fokus i forhold til et kornet forsvindingspunkt – og som eksisterer på tværs af gængse forankringer i tid og rum. Endda også som lyd – pixel for pixel, celle for celle. For at tage overskriften Screenscapes bogstaveligt, forvandlede Madsen & Madsen nærmest, ved at tage videoteknologien i brug, kvindekroppen til et sanseligt landskab, som ikke længere var bundet op på identiteten som et begreb – som stod for sig selv i adskillige dimensioner og primært, som alt andet, der er til, havde en eksistentiel tematik i kraft af sin både visuelle og auditive drift ind og ud af betragterens sanseapparat.

Screenscapes var et strejf af ægte, ufortyndet format på en aften, hvor meget af det øvrige udbytte var lige så fladt som asfalten på Boulevarden – en installation, der var lige så velfunderet og perspektivrig som kampvognen var bondsk og lattervækkende. En god idé, der lettede fra Limfjordens mudrede vande og – som al god kunst – fangede noget ubeskriveligt i flugten.

Steffen B. Pedersen
Geiger

Eksterne links

Rhizome: Screenscapes

tags:
Samtidskunsten Samtidskunsten.dk er et uafhængigt nyheds medie og et kunstner arkiv med fokus på Samtidskunsten. Vores mission er at sætte mere fokus på danske kunstnere som arbejder med den aktuelle kunst.

LEAVE YOUR COMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *